Holmstrup, Afd. 6 Brabrand Boligforening
Marts 2025
Marts 2025
Marts 2025
Febr 2025
jan 2025
jan 2025
Kære alle
Det er mig en stor fornøjelse at informere om, at vi pr. 1. maj 2025 har ansat Jørgen Baverslund Jokumsen som Serviceleder i Servicecenter Holmstrup Mark.
Jørgen er 50 år og bor i Skanderborg i en murermestervilla, som han selv har renoveret fra A-Z.
Jørgen er oprindeligt uddannet Ejendomsservicetekniker og har arbejdet som sådan flere steder, indtil han i 2013 fik job som Varmemester i Al2Bolig i Aarhus.
Senere har Jørgen både været bygnings-og driftsleder i Aarhus og teknisk driftschef i Coor Service Management.
Senest kommer Jørgen fra en stilling som Lokalinspektør i Lejerbo (Østjysk Bolig).
Tag godt imod Jørgen.
Med venlig hilsen
Ivan Mejrsk
Servicechef
Brabrand Boligforening
Edwin Rahrs Vej 33
8220 Brabrand
Der er bestilt ændring af vores beholdere til affald ved Kredsløb, som følgende:
Torsdag, den 27.03.2025 bliver beholdere til plast/madkartoner tømt. 4 m3 beholder ved 251A bliver blokeret i indkast med plast og tape, så der ikke kan smides plast affald heri. Der sættes skilt på med ”Ude af drift”.
Fredag, den 28.03.2025 bliver der tømt restaffald. 5 m3 beholder ved 237A bliver flyttet til 251A til brug for plast/madkartoner. 4m3 beholder fra 251A køres på genbrugspladsen. Hullet ved 237A bliver blændet af med en stålplade. Hullet bliver fyldt med sand/grus ved lejlighed og omdannet til blomsterbed.
Hvis alt altså går som planlagt. Alternativt bliver beholder ved 237A, hvis den ikke kan flyttes til 251, blokeret i indkast med plast og tape. 237A bliver ikke tømt fremover, så derfor skal den blokeres for indkast, hvis noget uforudset skulle indtræffe.
Afdelingsbestyrelsesmødet afholdes næste gang tirsdag den 1. april, og fremmødte beboere er velkomne kl. 18:30.
Mødet afholdes normalt den 2. tirsdag i hver måned, undtagen juli, men er altså flyttet i næste måned.
Det er som altid muligt for beboere at fremmøde omkring kl. 18.30, hvis der er noget de vil drøfte med bestyrelsen.
Skriftlige henvendelser kan lægges i bestyrelsens postkasse ved 215.
Holmstrup blev gennemgribende renoveret i sidste halvdel af 90’erne, hvor vi fik pudsede facader, over dækkede altaner og opgange, nye tage og nye belægninger på de åbne altaner. Overgik til individuel forbrugsafregning via bimålere. Og et grønt midterareal.
Det var forventeligt, at tingene skulle holde i 40 – 50 år. Sådan er det ikke helt gået, idet membranerne på de åbne altaner nu er utætte. Det samme er tilfældet med de pudsede facader, hvor der trænger vand ind mange steder.
Boligforeningens tekniske afdeling er derfor gået i gang med en registrering af skader rundt omkring i vores byggeri. Herunder en stikprøve kontrol af de forskellige lejlighedstyper. Derfor har en del beboere allerede haft besøg af teknikerne.
Altanrenovering begyndte vi på allerede for flere år siden, hvor vi besluttede at lave nogle stykker hvert år, hvor der var synlig vandindtrængen hos underboen. Her i 2025 bliver der renoveret en større pulje på 17 altaner. 11 i sydenden og 6 rundt i byggeriet.
Da vi lavede de første altaner for nogle år siden, fandt vi ud af, at det var meget dyrt at løfte plantekummerne op for at lave membran under kummerne. Faktisk halvdelen af prisen, da der skal bruges et meget stor H jern til hejseværket til kummerne, som skal hejses ind over tagene af en mega stor kran. Og det er lejen af en sådan kran, som koster spidsen af en jetjager. Desuden er kummerne en af årsagerne til, at der går hul på membranerne, da de står og skurer på grund af temperaturudsving. Derfor har et beboermøde for nogle år siden besluttet, at betonkummerne må lade livet og erstattes af løst stående kummer.
Indtil videre bliver vores pudsede facader repareret og skader udbedret. Det blev påbegyndt i 2024 og fortsætter her i 2025, når vejret tillader det.
Vores vinduer blev ikke udskiftet i 90’erne, idet de ikke var defekte. Træet har – eller havde – det forholdsvist godt, idet vi har store udhæng. Da halvdelen af lejlighederne fik overdækkede altaner, blev halvdelene af vinduerne også beskyttet yderligere.
Vores vinduer er nu ved at være 50 år gamle, og det er sådan set ud over normal levetid for vinduer. Selvom vi løbende har udskiftet punkterede ruder og tætnet fuger, så er vi nået til den tid, hvor der skal ske udskiftning. Det har vi vidst i de sidste 10 år.
Allerede i 2015 fik vi lavet en gennemgang af vores vinduespartier af ingeniørfirmaet Viggo Madsen, som du kan se på afdelingens hjemmeside under fanen projekter. Vi fik også lavet et par prøver på nye vinduespartier i 257 og 259, hvor det ene er lavet med kuldebroisolering.
Imidlertid kunne vi ikke få lov til at optage lånefinansiering til udskiftning af vinduer. Vi skulle spare op hertil via vores henlæggelser. Derfor er der intet sket siden 2015. Det har du kunnet læse en hel del om i vores årlige beretninger til beboermøderne.
Kigger man på vores oversigt over forbrug af henlæggelser, vil man kunne se, at der i 2042 og 2043 vil blive brugt omkring 25 millioner kroner på vinduer. I 2015 beregnede Viggo Madsen, at en totaludskiftning af vinduer ville koste 48 millioner kroner, og byggematerialer er ikke blevet billigere de sidste 10 års tid. Det er derfor kun de ikke overdækkede vinduer, som er med i budgettet til udskiftning til den tid.
Der er altså slet ikke udsigt til, at der i lejligheder med overdækkede altaner vil blive råd til nye vinduer de næste 20 års tid. Med mindre vi forøger de årlige henlæggelser med meget mere end den million kroner årligt, som vi har forøget henlæggelserne med de sidste par år. Vi er rent faktisk bagud med henlæggelserne, da vi burde afsætte omkring 13 – 14 millioner kroner årligt og ikke ”kun” 9 millioner kroner.
Boligforeningens administration meddelte afdelingsbestyrelsen i sidste efterår, at de havde observeret et vinduesparti i en lejlighed med overdækket altan, som de mente var så ødelagt, at det var tvingende nødvendigt at udskifte med et helt nyt vinduesparti. I den forbindelse blev afdelingsbestyrelsen anmodet om at dels at godkende/anbefale en udskiftning og dels at vælge farve herpå.
Det med at vælg farve er ikke så svært, da vi allerede tog stilling hertil i 2015, da vi lavede de 2 prøveopsætninger i 257 og 259, der har samme farve, som vi tidligere har udskiftet skråvinduer med i atelierlejlighederne.
Men det med at en enkelt beboer i en lejlighed med overdækket altan skal have nyt vinduesparti, er vi ikke enige med teknisk afdeling om, idet andre beboere i lejligheder med overdækket altan ikke kan få udskiftet vinduer de første 20 års tid. Det er der ganske enkelt ikke penge til. Vi har heller ikke kunnet få en tilstrækkelig dokumentation for skaderne. Vi har ikke kunnet få en rapport om tilstanden eller et prisoverslag på reparation contra pris på nyt vinduesparti.
Og vi er slet ikke nået til hvilket fabrikat og type, som nye vinduer skal have. Prøvemodellerne i 2015 er IdealCombi Fututa+ med 2 lags glas. De produceres fortsat med både 2 lags og 3 lags glas, men det vil jo være relevant her 10 år efter og kigge på, hvad der ellers leveres på markedet. Prisen på byggematerialer er også steget kraftigt siden coronaperioden, så det koster nok væsentligt mere end d 25 millioner kroner, som der er afsat til de ikke overdækkede vinduer.
Vi har heller ikke et overblik over, hvordan tilstanden er på vores vinduer her 10 år efter, at det sidst blev gennemgået. Og det mener vi, er meget relevant. Hvis en enkelt beboer skal have nyt vinduesparti, så skal vi jo stille alle andre beboere med dårlige vinduespartier ens hermed. Og det har administrationen da også givet et halvt tilsagn om, idet tekniskchef har oplyst, at de da godt kunne finde penge til 4 – 5 vinduespartier samtidigt her i 2025. Vi har blot 292 vinduespartier, som ikke er overdækket.
Og det er så her, at vi gerne vil have beboernes hjælp til at få registreret alle de skader og utætheder, som der er på vores/jeres vinduespartier.
Vi vil derfor bede dig om, at du logger på ”Min side” på boligforeningens hjemmeside og under punktet ”Skader og reparationer” melder evt. utætheder og skader ind på dine vinduer. Du skal sætte flueben i punktet døre/vinduer. Og lave en udførlig beskrivelse heraf.
Kredsløb er i slutningen af 2024 begyndt udrulningen af en ny måde til indsamling af farligt affald. I Holmstrup har vi i mange år kunnet aflevere farligt affald på genbrugspladsen i et lille skab og en bænk for enden af den grønne container. Det er ikke optimalt, men der bliver faktisk afleveret en hel del, som samles i store trådbure og tønder i en aflåset container.
Kredsløb vil opstille stålskabe med en børnesikret åbning ved alle affaldsøer rundt i byen, hvor man kan aflevere farligt affald som, batterier, brugte pærer og små lysstofrør, små elektronik, spraydåser, malingsrester og kemikalier. Enfamilies boliger får udleveret en plastkasse hertil.
I Brabrand Boligforening er der allerede leveret skabe til farligt affald i uge 4 og 5 til alle boligforeningens afdelinger på nær Holmstrup. Og det er sådan set afdelingsbestyrelsen, som er skyld heri.
Vi har i første omgang kun bedt om 1 skab til genbrugspladsen, som skal afløse bænken og det lille skab på containeren. Det har administrationen godt nok haft en del besvær med at acceptere, men nu skulle det blive leveret.
Afdelingsbestyrelsen har bedt om, at vi får indhentet pris på en låseanordning til skabene, hvor man skal bruge vaskebrikken for at kunne åbne. Det har administrationen store betænkeligheder ved. De mener, at det bliver alt for besværligtog dyrt. Bliver det dyrt, skal vi selvfølgelig have det til godkendelse på et beboermøde.
Men hvorfor har vi så modsat os, at vi ikke vil have 4 skabe stillet op i midterarealet? De er faktisk gratis, da indsamling af farligt affald betales over boligbidraget.
Vi er faktisk meget betænkelige ved at have skabe med farligt affald stående uaflåsede rundt i byggeriet. Det er da korrekt, at de er børnesikrede, så børn under skolealderen er da sikrede i forhold til at drikke kemikalier ved et uheld.
Vi er dog mere bekymrede for, at lømler og vandaler får nem adgang til brandbare væsker, halvfyldte spraydåser med maling og bøtter med malingsrester i skabe, der opstilles lige mellem affaldscontainere og hvide vægge. Det bliver alt for nemt efter vores mening, at man ikke selv skal købe maling til graffiti på vægge eller tændvædske til afbrænding af containere. Noget af det vil endda kunne danne giftig røg.
Vi er åbenbart den eneste afdelingsbestyrelse i hele boligforeningen, som stiller spørgsmålstegn eller blot har forholdt sig til denne udrulning af skabe til farligt affald. Så vi bliver anset som bagstræbere og problemmagere. Nu gik det ellers lige så godt med ansvarlig og effektiv drift for administrationen - og hurtig leverance af skabe, så der kunne sættes flueben ud for opgaven med vel udført arbejde.
På den anden side, så skal Folketinget jo også i gang med behandling af et lovforslag, som vil give det amerikanske militær ubegrænset adgang til Danmark og ret til at svine vores natur udenom en hver lovgivning om miljøhensyn. Så hvorfor skulle vi i lille Holmstrup da også have lov til selv at bestemme, om vi vil give ubegrænset adgang til farligt affald for en hver vandal i vort byggeri.
Den dag skaden er sket, står alle de ansvarlige i kø ved håndvasken.
Her i vinterens løb er der gang i beskæring af beplantninger og træer. I uge 8 og 9 vil platan træerne i midterarealet få den årlige ”kasseformede” beskæring, så de ser fine ud, når de springer ud i foråret.
Der er også gang i beskæringen rundt i byggeriet. Det sker ikke hverken med eller mod uret rundt i afdelingen, men sådan efter opgave i forhold til driftspersonalets planer og tid. Da vi har fælles maskinpark og drift med 3 andre afdelinger, deles driftspersonalet også om maskinerne. Så de har også opgaver i de andre afdelinger. Og de tunge maskiner bruges der, hvor det er muligt at køre uden at maskinerne synker i.
Derfor kan man godt opleve, at der ligger bunker af afskårne grene i beplantningen, som enten skal køres væk eller flises, når jorden på stedet er enten tørt eller frossen.
Afdelingsbestyrelsen og grønt udvalg har også fokus på biodiversitet. Efterhånden som vores lille kongerige bliver mere og mere asfalteret og bebygget - og landbrugsdriften også fylder, bliver der mindre og mindre plads til fauna og insekter. Derfor er vi også i gang med at kigge på, hvor vi nødvendigvis ikke behøver at have klippede græsarealer. Vi påtænker at udvide bedene med vilde blomster, og laver insekthoteller af afskårne grene og træstubbe rundt i vores beplantninger.
Det gamle turisthotel for insekter i den nordlige bydel af Holmstrup har fået forbedret tilkørselsforhold og en stor østfløj tilbygget heri starten af 2025.
Kære alle
Det er med største beklagelse at måtte meddele at Peter Nørskov Mørch har valgt andre udforinger udenfor Brabrand Boligforening.
Peter fratræder med udgangen af januar.
Tak til Peter for hans indsats, gode indspark, kreative tanker og ikke mindst en rigtig holdspiller, du vil blive savnet.😊
Med venlig hilsen
Ivan Mejrsk
Servicechef
Brabrand Boligforening
Edwin Rahrs Vej 33
8220 Brabrand
Først – godt nytår til alle. I servicecenteret håber vi, at alle beboere kom godt ind i det nye år.
Som mange sikkert har opdaget, er der etableret byggeplads i den sydlige af afdelingen – nærmere bestemt ud for nr. 245. Årsagen skyldes at arbejdet med renovering af altaner er begyndt og leverandøren er startet i nr. 245. Når arbejdet i nr. 245 er færdig, går leverandøren derefter i gang at renovere enkelte udvalgte altaner på både øst- og vestsiden. Fra boligforeningen har man valgt at fokusere på de altaner, hvor membranen under fliserne er utætte. Arbejdet forventes afsluttet i løbet af foråret.
Boligforeningen beklager selvfølgelig forlods rod, eventuelle støv- og støjgener og håber (igen) på jeres forståelse, overbærenhed og samarbejdsvilje. På forhånd tak.
Sammen gør vi Holmstrup skønnere.
Venlig hilsen, Servicecenter Holmstrup
Med venlig hilsen,
Peter Mørch
Serviceleder
Holmstrup website flyttede ultimo marts 2017 til Simple.com. Januar 2023 blev det migreret til One.com.
Bemærk at meget opdateret information kan findes i de halvårlige beretninger fra afdelingsbestyrelsen: BBBO.dk
Og så en opfordring til klubberne om at tilsende materiale - det vil give beboere og nytilflyttere mulighed for at se,
hvilke aktiviteter de kan deltage i.
Materiale modtages på e-mail: red@holmstrupinfo.dk
Hjemmesiden er kun til fakta om Holmstrup: Fordi en hjemmeside er god til at opbevare og søge informationer.
Meningsudvekslingforegår i beboerbladet Sofus og på de halvårlige beboermøder - og på Facebook:
https://www.facebook.com/groups/Holmstrup/
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Redigeres af: Mogens S L Nielsen - red@holmstrupinfo.dk
- på vegne af afdelingsbestyrelsen i Holmstrup, afd. 6, Brabrand Boligforening.